I Norge kan de noget med garn, som vi slet ikke er i nærheden af.

I Porsgrunn har de verdens bedste garnbutik i Husfliden.

Jeg elsker, at komme ind i en butik, hvor det ikke kun er garn, men også kunsthåndværk, eksklusivt

beklædning, tilbehør samt ikke mindst de norske bunader.

Tante Grøn i Odense er en butik, der lidt kunne minde om det i konceptet.

Dette er en butik, hvor man så og sige kan købe noget for enhver smag.

Jeg elsker butikken – ikke kun fordi det er Sylvia der står for garnet i butikken (og det ses).

Men også fordi der er farver, varme og plads til alle slags kunder.

Jeg må og skal se alt garnet igennem og indrømmet, at jeg mest køber bøger – og det blev også til en hel del i denne omgang.

Garnet kan jeg med held godt købe i Danmark – hos velkendte garnpusher, som hjemtager de norske herligheder.

Her vil jeg gerne nævne Rasmilla på ønskeøen, der har  Raumas finuld, noget af det bedste der findes.

I Husfliden i Porsgrunn er de også kendt for at sy de norske bunader fra Telemarken.

Jeg er helt fortabt i disse flotte, men meget dyre dragter.

At se nutidens mennesker komme ind i butikken – få taget mål - og prøve en dragt er betagende.

Jeg selv hjemtog en smule af denne dragtbeklædning idet jeg måtte have opskriften på et sjal til en bunad.

Det kan vel smage lidt af historiens vingesus om ikke andet så af Telemarken.

Selve ikonet for strik i Porsgrunn – Telemarken er;  Sylvia.

Dette kommer sikkert ikke bag på de danske stikkere. Overalt hvor man går med Sylvia, både i byen og de omkringliggende byer så hilser folk på hende.

Må lige have et råd omkring strik og hvornår der er strikkecafe og andet i husfliden.

At gå omkring i en by med 40.000 indbygger sammen med Sylvia er som at følges med en kendis.

Hun er elskede og kendt for sin lidenskab til strik.

Og det forstår jeg jo godt.

 Endelig kom jeg igen til Norge.

Op og besøge min allerbedste venner.

Nordmænd ligner på mange måder danskerne - og så alligevel ikke.

En ting der er meget generelt, uanset, hvor jeg kom frem er de meget gæstfrie.

På denne uges ferie blev der tid til så mange skønne ting og en af dem var, at besøge Porsgrunns Porcelæns fabrik

En fabrik der blev grundlag i 1885 og som nu synger på sidste vers, desværre.

Produktionen flyttes til udlandet, som Royal Copenhagen (der er 100 år ældre end Porsgrunns porcelænsfabrik) og det helt særlige nationale/lokale præg vil forsvinde.

 Der er en hel særlig stemning ved at gå i historiens vingesus og se på skønt porcelæn.

Var jeg rig og havde jeg plads så ville jeg have et stel til hver dag.

Her var alt lige fra det meget gamle stel med bonderelief til det meget modernet.

Og når jeg skriver noget for alle – så er det meget bogstavligt.

Selv te – eller kaffekrus med strikkemønster kunne man købe, hvis ikke man kunne få det i Norge, hvor så?

Og man skulle tro jeg havde været indenom produktionen – for de var i to farver; sort og orangerød.

Som, den lykkelige strikker jeg er, måtte jeg eje et krus.

Bare tanken om en søndag morgen med varm te, en kiks, strikketøj og Peer Gynt suite no. 1 i radioen  - så beder jeg ikke om mere!

Jeg ville ønske, at folk igen begyndte, at værne om - og købe disse lokale porcelænsprodukter så også eftertiden ville få mulighed for kvalitet i hverdagen.

Og uanset hvad – så smager en kop te himmelsk når den serveres i det perfekte krus.

Hvorfor?

Jeg har altid undret mig, at man skal stoppe med at lege – eller når den er bedst igang, skal man stoppe – for hvad kunne der ikke ske?

Ved det ikke!

Men ved, det er meget trivielt og kedeligt, hvis man ikke fortsætter legen.

Alt, for sjældent ser man voksne, der er holdt op med at lege.

Så vil jeg bare ikke være voksen, hvis det er ensbetydende med at man ikke kan lege.

At lege er et meget positivt ord – i mine øre.

Når jeg leger er det oftets enesbetydende med en aktivitet, enten alene, når jeg gynger, eller sammen med andre når vi udøver en aktivitet (bordtennis, sjipper, spiller luftguitar, eller køre på cykel om natten med vores star-trek sværd).

Hvorfor, skulle jeg stoppe med dette, når det er allermest sjovt?

Børn møder mig altid med et smil, derimod kigger voksne undrende på mig, som om de tænker: hun må være lige til den lukkede.

Nej, det er jeg ikke, fordi jeg mener, at grin og smil er den bedste stimulans jeg kan indtage på den lange bane.

Og ja – jeg forsøger at lege mig gennem livet, det er så meget sjovere.

.

Jeg forsøger, at leve i nu´et hver eneste dag.

På den måde kan jeg gå ind i fremtiden uden sværd og skjold og bare nyde hver eneste dag. Uden at tænke på hvilken ugedag det er  – om det er sol, regn - eller orkan.

Jeg kan kun overraskes og det bliver som regl positivt – for jeg har jo ingen forventninger om en dum regnfuld mandag sidst på månede.

Nej, imorgen er en endnu en skøn hverdag og måske kommer jeg til at opleve noget særligt?

For jeg har ingen forventninger, andet end et hjerte af GULD.

Jeg kunne da, hvis jeg ville, som de fleste, sagtens opremse “lort og lagkage” i mit liv:

En nyresteen der er gået over i en nyrebækkenbetændelse så jeg ikke kan få luftet spilledåsen i DGI-byen i morgen til Agua-show´et. Der var sol forleden da jeg lå i sengen og nu er det slud og fucking koldt. Et par slagsmål med kommunale embedsmænd i forhold til Banditten og hans handicap. At bagevægten endnu ikke er gået over til sommertid. At min diamant har fået en uhelbredelig gigt – sygdom.

Sådan kunne jeg, som alle andre blive ved, men helt ærlig,hvorfor?

Det er negativt og problematiker der tynger mig ned.

Jeg er en korkprop – og jeg nægter, at det skal fylde.

Hver ting til sin tid – og det går jo nok og tingene løser sig, det ved jeg  – og det der ikke løser sig er alligevel ude af mine hænder og uden for min rækkevidde.

Imorgen når du møder kollegaer, venner, famile med mere så prøv, at møde dem positivt, uanset.

Istedet for at møde mandag morgen halvtrist fordi det er et kedeligt vejr, eller du har haft en weekend uden sex, eller brugt for mange penge – ja – “You name it” –  så mød dine omgivelser med kærlighed.

Nogen skal jo starte  – og du får intet, hvis du intet giver.

Og lad nu vær med den der; Hvorfor er det altid mig, der skal begynde eller give?

Det er det ikke!

Og tro mig, når jeg siger; Du får ikke flere penge af at være trist, du får heller ikke sex og vejret – ja det er sgu uden for din rækkevidde….. så hvad har du at tabe?

Når du møder hverdagen positivt og kærlighedsfuldt vil du langsomt begynde at levet i nu´et, du begynder, at mærke en sammenhængen mellem din krop og sjæl, men ro på, det tager lang tid.

Undervejs møder du forhindringer, der tynger dig ned og prøver at nedbryde dit sind.

Lad dem eller det ikke stoppe dig. Vælger du den vej – så ved du jo godt hvor du havner:

Foran flimmeren i al din ledig stund, trøstespisende og trist. Du begynder at leve et dobbeltliv. Du tilpasser dig, men indeni er du en tikkende bombe, enten vil du sprænge eller gå ud som en fuser.

Når man, som jeg tænker livet som et mirakel – så er det sgu spild af liv, hvis man ikke lever det fuldt ud!

Og drop undskyldningerne for det sørgelige triste liv.

Du er født fri – og du kan blive fri, det er et valg.

Og dette kommer fra eksperten i tilpasning og tilfredsstillelse - af andre.

Jeg har i al for mange år taget hensyn til andre, ville ikke såre dem og derfor tilpasset mig situationer,  der bare ikke var okay.

Men, hvorfor gøre dette mod mit eget liv, det var altså ikke meningen med min tilstedeværelse i livet.

Efter, at jeg er sprunget ud af skabet har jeg oplevet så meget fantastisk. Jeg får dagligt spandevis af kærlighed og nærvær.

Jeg har fået drømme om livet – jeg ikke troede eksisterede. Og tiden føles pludselig kort, hvordan skal jeg nå alt det jeg gerne vil?

Ingen forhindringer, ingen triste tanker – kun liv og glade dag, og det er  endda helt uden stimulanser.

Du kan også realiserer dit liv og dine drømme, hvad stopper dig?

Det skal du bruge i drivkraften for at komme videre.

Frygt ikkke fremtiden, den venter på dig, hvis du giver den lov.

Frygt ikke chancer, de er ikke altid risikofyldte, de kan også være gevinster og hvis ikke, så kommer der altid nye chancer.

Jeg er så forbandet forelsket.

Og  jeg bliver elsket tilbage, af livet

Undskylder mange gange, at jeg forsvandt på et tidspunkt, dem der kender mig, ved hvad jeg mener.

Jeg mistede orienteringen og tabte mig selv i svinget. I forsøget på at trække en anden op til overfladen.

Jeg lod mig rive ned i et mørkt hul – og jeg takker jer - min nærmeste for at i fik mig op – at i fik rusket i mig og vækket mig, hvad skete der lige der?

Jeg har ryddet op og renset ude i et væk.

Jeg er færdig med at blive brugt som en dørmåtte. Det er ikke okay at tørre fødderne af i en der allerede ligger ned.

Og det kan kun lade sig gøre, når man ikke tror nok på sig selv! I weekenden købte jeg (symbolsk) en ny dørmåtte.

En fyldig og meget farvestrålende, der siger:

Velkommen til mit hjem

Jeg tog en beslutning, der var god for mig og hold nu kæft, hvor er jeg på vej.

Og endelig har jeg lært, at tage beslutninger for mig selv uden at tage hensyn til andre først, det er altså en vinder der skriver her, feel it!

Jeg er sgu solskinnet i mit eget liv.

For nogen er det en selvfølge, men ikke for mig.

Tag mig som jeg er – eller lad vær!

De der har talt med mig det sidste stykke tid – kan også se, at  “bomben” Shabby in Town er på vej tilbage.

Jeg spruldre, fuld af energi, som en basgang i et funk nummer.

Jeg er i live – og jeg tør godt at slippe fortiden, også i mit sind.

Slippe, hvad andre tænker –  og gøre det jeg mener er rigtigt, for mig.

For første gang i mere end et halvt år har jeg stået ved komfuret og lavet god mad – og spist det ved bordet – i godt selskab.

Sågar morgenmad indtager jeg ved bordet – jeg giver mig tid.

Og jeg er begyndt at strikke igen, det har jeg ikke gjort i et par måneder.

Hvor fedt er det lige, siger jeg med det bredeste smil.

Og jeg har kastet mig over garnet som Sylvia havde med fra Norge og selvfølgelig er en grøn trøje, håbets farve, på pindene.

Jeg tror på, at jeg fortjener, at få det som jeg ønsker - og intet mindre.

Jeg vil ikke længere nøjes, eller behage andre for deres skyld, næh nu er jeg skudt ud af kanonen – og jeg kommer ikke tilbage.

Og jeg elsker alle de venner og veninder der har været der for mig i den seneste tid – i er fantastiske – og jeg elsker jer.

I´m Alive

Den bedste måde jeg kan starte en uge på er ved at gå igang om Søndagen.

Få ryddet op i bunkerne af vasketøj, breve, beskeder mv.

Aflægge et besøg hos Banditten – og se – at han nyder livet.

Så fyldes hjertet.

Efter vistitten os Banditten så er det bedste jeg ved, at gå en tur langs Amar`Strand.

I dag var det mere end koldt, men jeg var klædt på til det.

Elsker disse alene- gå- ture.

Her tømmer jeg hovedet og gør plads til at kroppen og sjælen kan tage frisk luft, lys - og luft ind.

Når jeg kigger ud over vandet – så virker det ikke uendeligt.

Jeg kan skimte Sverige, derude i horisonten.

Sådan er det også i livet – det kan tiltider virke uoverskueligt og uden løsning nært forestående.

Men giver du dig tid – til roen – så kan du ude i horisonten se land – eller forandringen om du vil.

Livet er lidt som at træne sig op til et Marathon.

Du kan ikke fra den ene dag til den anden dag løbe 42 km.

Men ved at dele livet op i etaper og ikke mindst tålmodighed så vil du på et tidspunkt kunne løbe 42 km – og komme i mål.

Undervejs vil man mærke smerten og opgivenhed, det er her du sættes på prøve.

Vær stærk i troen på livet og de mål du sætter dig – så skal det nok lykkes.

Så kan det godt være at du af og til bliver overhalet af andre indenom og tænker, det er ikke okay, men lad

dem overhale, det vigtigste er, at du finder dit eget tempo.

Og for at komme i mål, tror jeg, det er vigtig at vise ydmyg – og beskedenhed over for din krop.

Lad den få hvile, ro og eftertænksomhed.

(Jeg selv bruger strik, som meditation)

Vær tro mod dig selv – hele ugen!

21 år og fødselsdagsfest i egen bolig – ikke værst.

Banditten holdte fest i sin lejlighed med pizza, cola og lagkage.

Gaverne, så kort tid efter jul, var af meget praktisk art.

Dels en ny vinterjakke.

Og dels en ny forårsjakke – og selvfølgelig skulle de prøves.

Gavekort til Zoo, papirklip og dvd´er blev det også til.

Banditten så svær tilfreds ud, det samme gjorde jeg og ikke mindst mit hjerte.

Pludselig var det december – og så blev jeg angrebet af den ondeste influenza.

Al julehalløj og besøg på julemarkeder blev skrinlagt.

Det er svært at finde julestemningen frem med hoste og snot i  lange bane.

Heldigvis, da jeg var kommet på benene igen var jeg inviteret over hos Banditten, til julehygge.

Der var ikke et øje tørt.

Det kan godt være, at jeg ikke havde været på julemarkeder mv. men her blev jeg trakteret med gløgg, hjemmebag, guf og fantastisk julestemning.

Banditten havde inviteret Big Mama, Solkongen, Diamanten og mig.

Hjælperne havde hjulpet Mathias med indkøb, bagning og opsætning af julepynt i hans bolig.

Jeg skal love for at julen var kommet til Pallesvej.

Tirsdag gik jeg tidligere fra arbejdet og tog på Christianias julemarked med Diamanten.

En årlig tilbagevende tradition – der må vi snuse og se i de små boder.

Det blev til lidt små køb og en masse inspiration – af den kreative slags.

Men den største oplevelse jeg har fået i december – ja i hele 2012 – den gemmer jeg som en anden cliffhanger - til slut i indlægget.

Milles kæreste Jacob, gennem 6 år, friede den 1. december i London eye til Mille.

Så 2013 kalder, der skal være Amager- bryllup i september.

Og jeg glæder mig for vildt.

Imorgen er sidste arbejdsdag før juleferien og første dag for brudekjoleprøvning.

Pludselig er den her, December, julen alle glæder sig til.

Jeg har dog altid lige en fødselsdag der skal fejres først.

Og det skal jeg love for, at jeg blev.

Så mange fine gaver jeg modtog – og mange i hjerternes form, hvilket jeg jo elsker.

Datteren og Svigersønnen er i London – så fra deres side af familien deltog grækeren.

Og spørg lige om han var en glad hund da han opdagede det tykke lag af sne, der lå som et tæppe over ønskeøen, søndag morgen.

Man fristets til at synge: Hop min lille kænguro….

Banditten, syntes at lørdagens fest var et kæmpe hit – så han valgte at overnatte.

Så sen aften sendte vi hjælperen hjem og gav morgenvagten besked om at tage morgenbrød med.

Og det blev den hyggeligste søndag morgen jeg længe kan huske.

Langsom søndag med Bamses julerejse på TV.

Morgenbrød fra bageren, fyrfadslys der hyggede og kaffe der duftede.

Omkring middag drog Banditten hjem og så sluttede min fødselsdag – og så kunne julen begynde.

Stille og roligt sniger juleelementerne sig ind i rækkehytten – og sikke det luner.

Jeg håber at i alle får en god december måned – husk  at stoppe op og nyd, husk at træk vejret og husk det er okay at sige nej til de mange invitationer.

Inden for relativ kort tid er meget (igen) forandret i mit liv.

Jeg fik solgt alle mine “gamle” møbler i stueetagen og indrettet mig med sigte på fremtiden.

Pludselig ud af det blå kom en hel anden stil til mig, især disse to skønne  Christophe Pillet “Sunset Chair”.

De er så meget mig – brede i siddekomforten og orange som håret.

Mit Kamera er røget sig en tur – så alle billeder jeg tager er med min iphone, undskyld kvaliteten.

Jeg er så glad for min “nye” stil, det er så meget mig; lethed, optimisme, intet overflødigt, det lyse – hjerterum!

Nu er jeg begyndt, at bevæge mig opad i renoveringen af rækkehytten – og sørme om der ikke også er kommet et badekar på plads.

Og hvad indad vindes - gør sig også gældende på den udevendige front. 

Jeg har skiftet job – og arbejder nu i en lille landkommune 60 km fra København.

Det lyder voldsomt, men det tager 45 min i bil. Stortset den samme tid som det tager at komme igennem København.

Jeg har fået et fantastisk arbejde på Rådhuset og nogle helt vidunderlige kollegaer.

Jeg kan ikke være mere tilfreds med mit liv – end jeg er lige nu.

Kendsgerningen er, at jeg er omgivet af en masse kærlighed og varme og igår kom min diamant, Mille med en gave.

En bakke fyldt med hjemmestrikkede hjerter i forskellige størrelser og farver.

Jeg føler mig som en blomst, der i lang tid har været i et “knop-stadie” og nu begynder at folde sig ud og blive til en smuk blomst.

For første gang sørger jeg for mig selv og sætter mig selv i første række – og ved du hvad?

Det er en hel vidunderlig ting at kunne gøre.