I de sidste par dage har jeg befundet mig i den skønneste lille bjergby på Mallorca – Deia

Jeg er blevet vartet op i alle døgnets vågne timer, har mødt så stor en luksus, at jeg aldrig har oplevet noget ligende.

Jeg har fået fyldt mit hjerte og krop af fantastisk natur, god mad, fugle der kvidrede, og selskab af de skønneste personer man kan tænke sig.

Jeg var også en dag på havet i en lækker lystyatch, hvor jeg lå ude på agterstavnen og lod min krop følge bølgerne, alt imens vinden piskede i mit hår.

Jeg nød også solens stråler ved hotellets (en ombygget herregård) pool. Ved poolen var der en service, der fik mig til at føle mig som en ægte DIVA!

Jeg elskede det - og denne livsstil kunne jeg sagtens vænne mig til.

At ligge ved en pool, omgivet af en kæmpe have med citrustræer, hvorfra man bare kunne plukke i et væk, det gav en helt specielt duft, der har forplantet sig langt ind i min krop.

Jeg er så taknemmelig over at jeg har fået denne oplevelse. Jeg fik fyldt nogle depoter op på en hel særlig måde, som jeg aldrig har prøvet før.

At spise en fantastisk morgenmåltid og efterfølgende gå langs bjerg vejen og mærke duftene fra alle citrustræerne er noget helt specielt. At gå til næremste by og se den vågne op, folk slår skodderne til siden, katten strækker sin dovne krop og den gamle bedstemor fejre støv væk foran døren, det er en hel speciel oplevelse.

Når man efter sådan en gå tur sætter sig på sin balkon og kigger ud over landskabet så er man et meget rigt menneske.

Det er præcist her på denne balkon, at jeg oplevede livets harmoni – en sammenkobling mellem krop og sjæl, der gav en hel utrolig lykkefølelse i mit hjerte.

Jeg er klar, jeg har energi, jeg er taknemmelig!

Når jeg er væk fra min hverdag og befinder mig i ukendt territorium – så mærker jeg for alvor hvad jeg længes efter.

Hvad der betyder meget i mit liv og hvad mit liv skal indeholde.

Jeg er hammerende god til at tilpasse mig.

Tilpasse mig den hverdag jeg nu engang tilbydes – eller bydes på.

Jeg rejser ud – ikke til en stille bounty ø, men til en hektisk storby, med alle dens mennesker og gadestøj.

Jeg rejser ud til en mindre by med 125.000 indbygger og mere end 35 kirker.

Der – i myldret af den engelske smeltedigel mærker jeg min krop.

Jeg mærker min sjæl, mærker hvilken vej jeg skal gå – og ikke bør gå.

Min rejse der egentlig skulle være afslappende ender med at blive en dannelsesrejse i mig selv.

Kroppen er i et indre oprør; som en stille sympfoni i flere satser, der starter i langsomt tempo – bliver voldsommer, for så at ende så stille, som skovens dybe stille ro.

Da tankerne, som baby skridt begynder at sætte sig – får jeg en opringning fra Danmark, der gør mig utrolig ked af det.

En af mig, meget nærstående person dødede natten til mandag.

Hun var et helt utroligt menneske, en sjældenthed.

Min mentor ud i livet på mange måder.

Når jeg til tider havde svært ved at overskue mit liv – så var hun der med gode råd.

Hun var en meget stor del af Bandittens liv – nok en af de få der kendte ham rigtigt godt.

Hun var Vaniliepigens Tante Tut.

Jeg har aldrig forestillet mig, at mit liv skulle være uden hende.

Jeg havde forestillet mig, at vi skulle sidde som to gamle damer på en bænk ved strøget og ordne verdens situationen.

Alt imens vi sad med vores store shoppingbags – og spiste af livets dyreste chokolade.

Kræften tog hendes liv, det giver ingen mening!

Så meget mere er jeg bevidst om livet og hvilken vej jeg skal gå.

Det skylder jeg min allerkæreste elskelige Lizette.

Endnu et nummer på min mobil jeg ikke lige kan ringe til. 

Jeg lader det stå – akkurat som med Michaels nummer, det kunne være, at de to ringer til mig en dag?

Og indtil de ringer vil jeg være opmærksom på alle de små ting, der giver mig indhold i tilværelsen.

Efter tre dage i Norwich er jeg nu tilbage i London.

Norwich er en dejlig engelsk by, med utrolige venlige indbygger.

Det var dejligt, at komme væk fra hektiske London for en tid og se en anden side af England.

Norwich har en fantastisk historie der går mere end 1000 år tilbage og utrolige mange historiske bygninger der fortæller nogle helt fantastiske historier.

Nutiden mødte jeg også i form af en brag af en fodboldskamp!

Jeg kunne ønske at jeg havde været i bil – for der var så mange lokale steder jeg gerne ville have besøgt, men orkede det ikke med offetnlig transport.

Tre dage kunne dog sagtnes bruges i by med så mange muligheder som Norwich

Især boderne på torvet, der har en historie helt tilbage til saxos tid var meget spændende.

Nu er jeg tilbage i London – og  imorgen aften vender jeg tilbage til København – og jeg glæder mig.

Ude er godt, men hjemme er bedst – især ved mine børn – og svigersøn

London er som altid en dejlig by at besøge. En masse butikker aflægges visiter og mange ting skal nærstuderes.

Imorgen tidlig forlades London til fordel for den engelske østkyst – et besøg jeg ser meget frem til.

Det bliver en stor oplevelse at opleve det “rigtige” England, der hvor de ikke møder så mange turister.

For et stykke tid siden bestilte jeg min ferie.

Jeg tager en uge til England.

Jeg har glædet mig rigtigt meget, men samtidig er det svært at slippe tøjlerne på hjemmefronten.

Mathias er i gode hænder hos sine livvagter, men hvem skal passe på Mille?

Mille har daglige anfald og lige nu skal hun først på Riget den 3. maj – den mest akutte tid.

Jeg ved, at min dejligste svigersøn Jacob kigger efter Vaniliepigen. Jeg ved også at grækeren passer på hende.

Og sidst men ikke mindst ved jeg at hun er i gode hænder hos sin bror.

Så jeg tør godt – tage afsted, selv om det ikke er nemt.

Rasmilla gør en stor forskel på ønskeøen.

Jeg behøver ikke længere at tage til byens centrum for at pushe garn – nu kan jeg springe på geden og besøge Rasmilla.

Her kan jeg købe garn helt ned til de mindste gram størrelser og Rasmillas sortiment er utroligt stort.

 Således har jeg strikket to “Sjal med kongelig kant”, den sidste i et nøgle Kauni – fantastisk opskrift.

Seneste blev det til en Linnea i voksen størrelse.

 Nogle ændringer måtte den jo igennem.

Jeg har strikket modellen meget længere end den oprindelige.

Jeg har også valgt, at strikke trøjen med skjulte knapper, jeg er ikke glad ved at knapperne står og stritter.

Jeg har strikket trøjen i dobbelt tråd af den helt vidunderlige Rasmillas luksusgarn, den kan man godt blive afhængig af.

Påsken gik alt for hurtigt.

Jeg har nydt den – det håber jeg også du har.

Mille havde et mindre tilbagefald i onsdags og tager nu baby skridt udi hverdagen indtil der kommer en forklaring på “anfaldene”.

Skærtorsdag kom Mille og grækeren forbi og jeg syntes det kaldte på en tur til Amager strand.

Den stærke sol var helt vidunderlig – gik gennem marv og ben – selv grækeren nød det.

Tankerne blev så lyse af en tur ved vandet – er ikke i tvivl om at solen er her og når den er væk så kommer den igen.

Af og til kommer der skygger for solen, men jeg kan mærke den og føles den langt borte så tænker jeg på dagene med solen.

Selv på regnfulde dage, så er mit hjerte fuld af sol, jeg tænker jo bare på min diamant, min skønne datter.

Jeg ved,  at der snart kommer et svar på hvad Mille fejler, jeg ved der kommer en behandling, jeg ved at solen snart kommer…… ellers så skal jeg nok finde solen.

Hvad nytter det at have et smukt hovedet?

Hvad nytter det at have et godt hovedet?

Hvis det ikke fungerer!

Imorges blev Mille MR-scannet.

Og heldigvis viser det intet unormalt. Ingen tegn på tumor, blodprop eller lignende.

Men hedes EEG er ikke okay.

Hvad hun fejler ved Rigshospitalets læger endnu ikke.

Milles symptomer er pt. en stærk hovedpine i højre baghoved, talebesvær og træthed.

Men den akutte fare er pt. overstået  – så hun får lov at gå hjem og istedet blive dagspatient.

Mille skal nu gå i Neurologisk ambulatorium og på Glostrup Hospital (hovedpineklinikken).

I øjeblikket hælder man til to teser, enten er det epilepsi eller en af- art af migræne?

Vigtigt er det at det ikke ser ud til at være livstruende - selv om symptomerne er alvorlige nok.

Nu ser vi frem ad og tager et skridt af gangen og tror på at videnskaben kommer med en fornuftig forklaring – og hermed også en behandling.

We are the champions

Dagen startede helt fantastisk med fløjt i bilen på vej til Farum, hvor dagens job ventede.

På vejen tilbage til kontoret får jeg en opringning;

Mille er på vej til Rigshospitalet!

Mille er blevet indlagt på neurologisk afdeling.

Hun kunne ikke tale ved indlæggelsen, der gik 7 timer før hun kunne fremstamme et ord.

Hun har meget ondt i hovedet.

Hvad er der galt?

Der er lavet EEG  – og lige nu ligger hun med EKG overvågning og i løbet af aften, natten eller i morgen tidlig skal der laves en CT-scanning.

Jeg er lige kommet hjem.

Min elskede svigersøn sidder nu og passer Mille på Riget og jeg er i telefonafstand, men trængte til at komme hjem og sunde mig lidt.

Jeg har det fint og tror det bedste, måske er det det bare noget epilepsi eller?

Lige nu er der intet bud!

Jeg trænger til noget musik i mit hoved.

Livet er altså mærkeligt – det giver – det tager – det vipper, men jeg tror stadigvæk på det og jeg skal nok finde ligevægten til

frem i lyset.

 Livet er til lyst!

Ofte bliver det hele så alvorligt at vi glemmer at grine og leve.

Jeg gider ikke at være alvorlig når det kommer til mig selv – jeg vil lege mig gennem livet.

Jeg har i mange år været nødt til at være alvorlig.

Især når man har forsørgerpligt overfor to børn.

Det har jeg ikke mere – så nu vil jeg lege igen og ikke være alvorlig.

Lige før Vaniliepigen fyldte 21 år fik hun en bil af mig.

Det gjorde hun fordi hun nu kun havde en forældre og jeg ikke længer kunne være i alle verdens hjørner på en gang.

Nu er turen så kommet til Don M.

Når man flytter ind i Københavns fedeste ungkarlhybel så må man jo også være flot kørende i forhold til de piger man skal kører hjem - efter de natlige besøg.

Det var ikke en nem sag at købe en bil til ham, endsige billig.

Bilen har været klar siden januar 2012, men en masse papir, værgemål mv. skulle endevendes før jeg kunne købe Don M en bil.

Jeg fristes til at skrive blåt til lyst!

Akkurat som Vaniliepigen er Don M nu flot kørerende – og akkurat som søster ved jeg, at han til enhverv tid kan besøge mig.

Og går der for langt imellem deres besøg så må jeg starte mit sorte lyn op og besøge dem.

Nogle vil kalde det spild af penge, nogle vil mene vi forurener for meget – sådan er så der mange meninger.

Og jeg er bedøvende ligeglad.

For vi leger alle tre - og vi elsker den frihed en bil giver.

Vi elsker, at være uafhængige, at rulle vinduet ned og mærke vinden blæse i håret.

Vi planlægger ikke så meget – vi gør det bare – fordi det føles rigtigt.

Vi følger vores lyster – og det føles godt.