I weekenden fik en af livvagterne en sms fra hjælperordningen om at nu må hjælperne gerne tage med Mathias på ferie!!!!!

Jeg selv har ikke fået nogen besked af nogen art, men en sms er vel også gangbart dokumentation?

Så nu er Mathias igang med at få pakket til afgang på lørdag og sikke en sten der faldt fra mit hjerte.

Jeg selv er indbegrebet af konstant træthed og tomhed.

Jeg kan sove hele tiden, hele døgnet……….. jeg vågner…….. for at stå op og gøre skal tingene og derefter dejser jeg om af træthed.

I min vågen tilstand er jeg i et stort tomrum, tænker ikke tilbage, tænker ikke frem – er bare så umådelig tom.

Min tank er hel tom.

Tanken skal langsom fyldes igen, det ved jeg, men jeg ved, at ting tager tid og at jeg er nødt til at vente på at tanken er klar til at blive opfyldt.

Jeg barrikaderer mig ikke for smerten eller konfrontationen med livet.

Jeg sover og samler kræfter til livet, det ved jeg.

Jeg vil ikke længere forstyrres af ligegyldigheder, jeg vil styrer mit liv hen imod glæden og varmen. Jeg vil for en stund tillade mig,  at være optaget af mig selv – jeg vil udvikle mig så jeg kan forestå hvad der foregår inde i mit inderste liv.

Jeg søger!

Midt i denne sorgfulde tid, der er så smertefuld, da opstår der også lyspunkter.

Mille lærte at strikke fire dage før Michael døde.

Jeg har altid vidst at hun har en kreativ side – og se hvad hun har produceret siden den 26 maj.

En cherry – helt efter Helga Isager og i Isagers garn.

Den kreative datter fandt da på at strikke endnu et – i de farver hun faldt for, samt ikke mindst i det blødeste Alpakka.

Men så måtte garnet også hvile for en tid og istedet fandt Mille min symaskine frem.

.

Den lille græker manglede jo et tæppe – og Mille fik syet sit første patchwork tæppe nogensinde.

Og jo, det bekom grækeren vel.

Intet er så skidt at det ikke er godt for noget!

Jeg får næsten ingen pauser i strømmen af stillingstagende, svar og oplevelser.

Igår var Mille og jeg til samtale på Hvidovre Hospital angående obduktionen af Michael – og herunder årsagen til hans al for tidlige død.

Michael døde af sin sport!

Hans døds årsag er det man kalder “sportsmands syndromet”, altså pludselig hjertedød hos en eliteudøver.

Michaels krop var fantastisk “ren”, som der blev sagt. Ingen tilstoppet åre, blodpropper eller andet. Den blodprop han havde for to år siden kunne man ikke  finde, den var vokset helt sammen uden arvæv, hvilket var fantastisk. Ingen følgesygdomme i forhold til hans diabetes mv.

Men, man kunne se at Michael i døds øjeblikket havde fået et astmaanfald – ikke dødeligt, men et kraftigt et, og det havde så udløst en arytmi (hjerterytmeforstyrrelse), der øjeblikkeligt stoppet for ilten til resten af kroppen  – og medførte døden.

Michael havde gennem mere end 20 år dyrket høj intensitets udholdenhedsport og det kan indbære en øget risiko for udvikling af arytmi og pludselig død. Især når man som ham kastede sig over de mest konditionskrævende sportsgrene.

Paradokset er, at Michael, før han blev diagnosticerede diabetiker, var på landsholdet i triathlon, på den lange distance. Da han fik diabetes legaliserede det jo at han trænede meget.  For det ville kun hjælpe ham mod at få følgesygdomme og det var da også grunden til at Michael blev anset som en diabetiker med styr på tingene. Paradokset er at han så dør af al den fysiske træning der skulle forhindre ham i en al for tidlig død pga. hans diabetes.

Det var ikke den megen  fysiske aktivitet der medførte døden for Michael, men Michael havde udviklet et meget kraftfuldt hjerte pga. sin megen intensive træning. Og sådan et stort hjerte kan være drilsk og pludselig “trigger” det til en hjerterytmeforstyrrelse, som altså medførte døden for Michael.

Denne årsagsforklaring havde jeg ikke set komme!

Idag havde vi nedsættelse af Michaels urne.

Det foregik under meget private former.

Så præcis var den besked jeg i eftermiddags fik fra kommunen.

Om to uger skal – eller skal jeg skrive – skulle Mathias havde været på sommerferie med søster, Bigmama og Solkongen til Vesterhavet.

Samme ferie som Mathias var på sidste år med mor og far – den ferie der var bestilt allerede sidste år.

Meningen var, at Mathias selvfølgelig skulle have sine hjælperordning med.

Hvilket vil sige en person i døgnet  – og hjælperne skulle så skiftes om det.

I dag kom meldingen fra kommunen, at Mathias ikke må tage sine hjælper med uden for kommunegrænsen, den har jeg godt nok ikke hørt før.

Mathias bedsteforældre på 72 og 76 år kan ikke passe Mathias endsige ved hvordan en sonde fungerer.

To uger før afrejse får vi sådan en spand lort i hovedet.

At de kan være sig selv bekendt!

Nu må Mathias planlagte sommerferie aflyses og han bliver hjemme og passes af sine livvagter 24 – timer i døgnet (akkurat som hvis de havde været med i Jylland).

Hvis ikke det er træde på mennesker der allerede ligger ned – så ved jeg ikke hvad det!

Det er Danmark anno 2010 – bare til din orientering.

Og hvor gør det bare ondt i hele min krop – vi skal konstant slås og gennembankes, hvorfor?

Jeg leder efter meningen.

I aften er det et måned siden, at min verden forandrede sig for altid – et måned siden jeg mistede min soulmate, Michael.

Endnu kan jeg ikke forstå det.

Jeg søger efter ham – han kommer sikkert hjem om lidt. Jeg kigger på Michaels mobil, den har han jo bare glemt, det er derfor han ikke kan ringe til mig og sige, at han er forsinket, ik!

Jeg lever hele tiden i fortiden og nutiden og jeg kan ikke få tingene til at passe sammen, som et puslespil.

Der mangler hele tiden en brik.

Jeg kan ikke trække vejret før den brik er fundet.

Hvad er meningen med det hele?

Min vejviser for tiden er mig selv sammen med skoven og stranden.

Jeg søger stilheden i skoven for at mærke den smerte der har hæftet sig fast i min krop og  jeg søger lyset ved vandet.

Bølgernes kontinuerlige flow er for mig, som en vugge er for et spædbarn.

Endnu findes der ikke et svar, hvad meningen er!

Og måske finder jeg aldrig svaret!

Men meningen med Michael og mig og vores 23 år sammen er to dejlige børn, det ved jeg.

Måske var vi bare producenter til noget større her på jorden, nemlig Banditten og Vanillepigen.

Hver evig eneste dag kigger jeg på vores guldklumper og ser os begge i dem.

Jeg elsker min tid sammen med mig selv, det er intet tomrum, for jeg ved at i cirklen udenom mig er der en masse dejlige og varme mennesker der passer godt på os.

Jeg vil ikke overgive mig – jeg vil livet – for der må være en mening med det hele.

Stilheden healer mig og renser mig – jeg begynder at se ting tydeligere og forstå, at jeg aldrig kommer til at se min soulmate igen!

Aldrig har jeg trængt til så langsomt et tempo.

Jeg er nødt til at passe på mig selv og derfor sætter jeg mit eget tempo.

Mit tempo for tiden er mit eget selskab.

Jeg orker ikke besøg endsige besøge verden.

Det er en kraftanstrengelse bare at gå i supermarked og købe de mest nødvendige varer.

Min krop den smerter på alle led, derfor har jeg nu bestilt tid hos en massør – det orker jeg.

Jeg har også fundet noget garn frem – det er roligt for mit hoved.

I sidste uge kom Michaels cykelvenner forbi.

Den trøje Michael havde drømt om i et helt år – den trøje han ville kører for i Polen, den kom de med til os.

Vi kigger på trøjen og nyder den – akkurat som Michael ville havde gjort.

Dagliglivet er en kamp.

Mange ting bør udrettes og ingenting bliver gjort – kun ting der skal gøres. Trætheden er som en ned smeltning.

Solen bliver som en recept på de ramponerede hjerter. Det varsler om håb – håb for os alle.

Mathias får nu psykologhjælp gennem Centret for Autisme – (det tog kommunen mere end to uger at bevillige) – det letter mit hjerte for en stund.

Mathias er syg for tiden – hans immunforsvar er helt i bund, men heldigvis er han omgivet at fantastiske hjælpere. Kommunen har lige bevilliget mig 24 -timers hjælp indtil anden beslutning træffes?

Mille er i samme vakum som jeg – i en træthedsbølge der overmander hende og skyller hende væk fra dagliglivet. Men også hun er omgivet af varme mennesker der vil hende det bedste.

Vi tager en dag ad gangen – en time ad gangen.

Ingen planlægninger eller andet – alt virker stressende på os, at overkomme at sætte en kedel vand over kan nemt blive et heldagsprojekt.

Men, vi er på vej tilbage til livet – det skal nok komme omend i et meget langsomt tempo.

Livet bør leves lige nu.

Jeg veksler mellem, at forsøge, at leve i livet og ryge ind i en drømme tilstand, hvor alt er som det var for tre uger siden.

Jeg trænger til Michael ved min side.

Jeg kan endnu ikke finde en strategi for at komme videre.

Jeg lever fra time til time, hvor er min soulmate?

Jeg modtager en masse post – administrative forsendelser til boet efter Michael – jamen så er det sandt – rigtigt, at han ikke er her mere!

Regnen græder tårerne for mig – for jeg har ikke flere.

Det pisker mod ruden med stille dryp akkurat som jeg føler det.

Den indre støj er konstant og nervenedbrydende. Jeg ser hele tiden Michael i flash-back  – billedet da jeg fandt ham død på køkkengulvet.

Jeg ser det hele tiden.

Jeg vil ikke have mit liv klippet i stykker, hvorfor al den uro?

Jeg ville jo bare have en hverdag – en ganske almindelig hverdag.

Hver gang livet så ud til at kører på skinner – så kom uvejret, jeg har levet i en evig storm der aldrig har aftaget, hvorfor?

Der dukker hele tiden besynderlige tanker op – hvor går mit liv nu hen?

Hvordan kan jeg leve videre med en så voldsom smerte?

Jeg har altid været mådeholden i bestræbelserne på livet. Har aldrig levet over evne – har fundet glæderne selv når det så sort og meget hårdt ud, hvorfor så denne smerte?

Livet pisker mig ubarmhjertigt  – uvejret kommer som kaskader uden ophold over mit ansigt. Hvor megen smerte skal et menneske kunne klare?

I uvejret glider mit blik over min blog og de varme hilsner der strømmer mig i møde. Jeg åbner computeren og trøstende mails ligger i min e-mailboks. SMS´er tikker ind med søde ord. Blomsterne fra nær og fjern står i min stue og forsøger at fange mit blik for en stund.

Jeg hører at telefonen ringer, men ænser den kun for at se om det er Michael der ringer.

I uvejret spejder jeg håb – jeg ser at jeg er omgivet at kærlige mennesker, der vil mig det bedste.

Jeg får livshåb.

Jeg ønsker fra mit hjerte at takke alle, men kan ikke få ordrerne eller skriften frem. Jeg ser men besvar ikke – jeg kan endnu ikke overkomme.

Jeg ønsker ro – og ikke mindst stilhed – for at bearbejde, at forstå det meningsløse.

Jeg ved, at livet også har tid til at vente på mig

At det en dag vil blive solskin

Der vil komme en tid

Hvor jeg atter vil kunne smile

Og nyde hver evig eneste dag.

Natten er helt stille.

Jeg sidder i skæret af lyset fra computeren.

Udenfor lyder der fuglefløjt – jeg har været gennem en af de længste dage i mit liv.

Vi overkom, at komme gennem dagen.

Bisættelsen var utrolig smuk.

Med ord vil jeg prøve at beskrive min dag – og musikken til bisættelsen er sat ind i den rækkefølge den blev spillet.

I Skovens dybe stille ro

Min stemme knækker over da jeg tager ordet. Salen er fyldt med mennesker, der havde en tilknytning til Michael. Ved siden at talerstolen står Michaels kiste så smuk pyntet.

Jeg overmandes af mine egne ord, ser på blomsterne og koncentrer mig.

Min sorg er så hård, at den almindelig fornuft er sat ud af funktion – jeg kører på en automatpilot.

Smile

Mille tager ordet.

Tårerne løber for at kommunikerer følelserne, der er som glasskår:

Kære Far

Jeg forstår stadig ikke, at du ikke er her mere, og det vil nok aldrig komme til at forstå.

Mit hjerte gør så ondt,  for jeg har ikke kun mistet min far, jeg har mistet min tvilling. Jeg har aldrig kendt en person, som talte og tænkte præcis som mig. Hvor jeg bare kunne løfte et øjenbryn og så vidste du, hvad jeg tænkte. Hvis jeg var uenig med nogle i en diskussion, så kunne jeg altid tale med dig, for du havde altid samme holdning som mig til alt. På nær, hvor kort en kjole skulle være, når man skal i byen.

Jeg er glad for, at vi nåede at få 20 år sammen, hvor du lærte mig de vigtigste ting i livet. Hvordan man lægger et budget, at staten æder ens løn op, og at man skal udleve sine drømme, og blæse på hvad andre siger.

Du har lært mig at være et godt menneske med prioriteterne i orden, og for det er jeg dig evigt taknemmelig.

Du lærte mig også, hvordan samfundet fungerer. Jeg husker især tilbage på en episode, da jeg var omkring 10 år og havde mit første fritidsjob, hvor jeg skulle stryge dine skjorter. Det fik jeg 20 kr. for per gange, men da du skulle udbetale min løn, tog du halvdelen og sagde med et smil; at jeg jo skulle betale skat, og det kunne jeg jo lige så godt lære med det samme, så jeg fik altså kun 10 kr.

Uheldigvis for dig, så har jeg jo arvet din knivskarpe hjerne, så jeg fandt ud af, at jeg havde noget, der hedder et frikort, og derfor skulle jeg have alle pengene.

Der var du godt nok stolt af mig.

Men i stedet for at være ked af det, så vil jeg mindes de gode stunder vi havde sammen.

For eksempel, når vi diskuterede filosofi midt om natten og mor rystede på hovedet og gik i seng.

Eller vi cyklede gennem Danmark og camperede med telt. Det var vores ide om en god ferie. Vi fik set så meget og talt så meget. Vi fik virkelig lært hinanden at kende.

Far, du gav mig livet, og derfor lover jeg dig, at leve det fuldt ud.

Jeg skal nok færdiggøre min journalistuddannelse og få et langt, rigt liv, selv om du ikk er ved min side mere.

Jeg ved du var stolt af mig.

Jeg vidste altid, hvad du tænkte,  for det var også, hvad jeg tænkte.

Jeg er stolt af dig Far, og det skal du vide. Jeg er stolt af, at du overkom alle forhindringer i dit liv og du var stadig den sejeste far  i verden.

Der er aldrig nogle, der vil kunne udfylde dine sko.

Jeg elsker dig af hele mit hjerte, og du vil altid have det Far.

Når et lys slukkes

Det er umuligt at stoppe nu, der er ingen vej tilbage til det kendte, det trygge.

Det er min tur til at tale på Mathias vegne.

Mathias kan ikke være tilstede og sige farvel til sin Far. Mathias går derhjemme og åbner dørene og siger: syg-syg!

Han leder efter supermanden i sit liv. Supermanden, der altid troede på Mathias og viste ham vejen. Den bedste Far i verden der kæmpede for Mathias liv.

My Way

Det er umuligt at finde hvile.

Jeg tør godt at være svag, at vise følelser, at turde bede om hjælp.

Men, jeg er så bange for det ukendte, det fremmede.

Det bliver aldrig det samme igen!

Time To Say Good Bye

Intet kan beskrive vores tilstand.

Hele tiden venter vi på at Michael kommer ind ad døren med et smil på læben.

Jeg trøstes af blomster og alle de fine ord der tilkommer os i denne svære tid.

Kroppen er ikke længere sig selv, hjertet banker i smerte, hoved dunker af pine og gråden er hele tiden et sekund fra at bryde ud i floder af vand.

I sidste uge levede vi et hverdags liv som altid – i denne uge er vi hos bedemanden, stenhuggeren og på kirkegårds kontoret.

Vi bestemmer ikke over livet – det vælger hvornår tid er.

Vi har valgt et gravsted på Sundby Kirkegård – et sted med det smukkeste lille træ.

Et roligt hjørne af kirkegården, hvor fuglene kvidrer.

Link til mindeord