Jeg ved, at 2012 bliver mit og min families år, det har jeg bestemt for længe siden.

I starten af det nye år fik jeg en sen aften et telefonopkald fra kommunens visitations afdeling vedr. døgntilbud til Banditten.

Banditten har stået på akut venteliste siden 2008!

Og jeg havde jo papirerne fra marts 2010, der sagde at senest i år 2013 ville der stå en bolig til Banditten.

Det har så ligesom været mit udgangspunkt.

2013

Pludselig kom opkaldet, der skulle få mit verdensbilled til at ændre sig radikalt.

20  (læs: tyve) års barsel lakker mod en ende – kan det være sandt?

Mange ting skal gå op i hat og briller, men kommunens ansatte arbejder hårdt for at det kan lade sig gøre –  og jeg kan ikke takke dem nok.

Det bedste er at bostedet ligger på Ønskeøen.

To en halv kilometer fra mig, tre kilometer fra BigMama og Solkongen og 500 meter fra søster Mille.

Og udsigten fra Bandittens hybel på 1.sal bliver til Amager strand.

Her er han kommet i alle sine 20 år og kender alle stederne.

For en ung mand med autisme er det guld værd, at han ikke skal skifte lokalitet.

At hans bolig bliver mindre end jeg havde håbet er okay når man tager beliggenheden i betragtning.

Boliger for liebhaver – go home – siger jeg bare!

Jeg ved ikke noget bedre end Amager Strand – stedet hvor jeg selv har slået mine folder i mere end fyrre år.

Stranden hvor jeg selv har tilbragt mange timer med Banditten og Vaniliepigen, samt ikke mindst deres far Michael.

Stranden er så fyldt med gode minder i os alle – så det kan ikke blive bedre.

Bostedet er ved at blive istandsat og renoveret og indflytningen lyder på 1. april 2012.

Der etableres tre bosteder i huset. Alle de øvrige beboere bor i dag i eksisterende bosteder, der skal nedlægges.

 Mathias skal bo i det ene bosted sammen med tre andre unge mænd med infantil autisme.

 De får alle deres egen selvstændige lejlighed  – og så fælles køkken og stue.

Dog skal jeg nok regne med at Banditten først kan flytte ind først på sommeren, idet han har en del hjælpemiddler,  der først skal etableres.

Men uanset hvad, så er jeg,  på mine og Bandittens vegne så glad, det kan ikke blive meget bedre.

Hold op en sommer der venter os!

Jeg kan ikke takke København kommunes medarbejder nok for deres arbejde i denne sag, at de har gjort deres yderste ud fra de præmisser de har at arbejde med.

Jeg ved at det ikke bliver sådan lige til at flytte Banditten efter 20 års barsel hjemme hos mor, men hvis alle går ind i projektet med den rette ånd og positive kræfter så tror jeg på det bedste.

Når man ikke længere hænger i mors skørter så kan man vel heller ikke være en Bandit?

Når man nu kommer til at bo på Københavns dyreste addresse så må den rette betegnelse vel være;

Don M

Søndag den 8. januar 2012 = 20 År

En lille svedig familie samles en søndag på Amar´

To fra den helt oldies tidsalder, to fra de glade 60 ér og så de unge fra 80 – 90´erne.

Alle chiller de ud til sprøde kager i lag med fylde af det hvide stof, der først feder om mandagen.

Og Bumser som de er, gafler de mere end et stykke i sig.

Gnisterne drøner rundt i lokalet da pakkerne hives ud af deres indpakning.

Tyve er ikke på spil, tyve er et alderstegn.

Tid for at gå i byen og fyrer den af med blondiner.

Tyve er; når man rydder bordet for Pizza from the Hood, uden at få en dårlig smag i munden.

Tyve er; når man er en Bandit.

Juleferien syntes kort i år - og inden jeg fik set mig om  – var det Nytårsdag.

Fredagen blev brugt på en shoppe tur på strøget med Diamanten.

Det er så dejligt at have hende tilbage i Staden.

I dag er der mange der bruger dagen til at gøre status over 2011 og ønsker for 2012.

Jeg gør det vel også i et eller andet format.

Jeg glæder mig i al fald til at lægge 2011 bag mig, det har været et hårdt - og langt år.

Om 2012 ved jeg ikke så meget – jeg ønsker bare at nogle ting vil blive lettere.

Og hermed vil jeg også ønske alle læserne af bloggen et godt og lykkebringende Nytår.

Er det når Diamanten efter en times arbejde får overtalt Banditten til at deltage i juleaften.

Ingen større kærlighed findes end når mine børn for en gangs skyld er samlet i samme rum, i mere end ti minutter.

Det blev en hel perfekt aften.

Maleren var også dejlig deltagende - og ikke mindst utrolig hjælpsom i køkkenet.

Solkongen og Bigmama nød julens sange og julebudskabet.

Et helt igennem perfekt juleaften.

Jeg fik så mange smukke gaver og jeg fristet til at skrive; ingen nævnt – ingen glemt!

Dog er jeg nød til at fremhæve min gave fra Diamanten.

Midt i afslutningen på en hektisk semester tid i Århus, med opgaveskrivning, eksamner og stress – da havde hun brugt tid på at kreerer min julegave.

Det tog noget tid for mig, at forstå, at gaven var hjemmelavede.

Den er så meget mig og skal følge mig resten af livet  – og følge mig i graven.

Et stort tykt vatteret tæppe – ord er overflødige.

En fantastisk Juleaften, som jeg aldrig vil glemme.

En aften, hvor grækeren også pyntet på selskabet.

En aften jeg vil bære i mit hjerte resten af livet.

Må din jul fyldes af kærlighed.

Akkurat som min.

Den 22. decmber ankom diamanten fire timer før midnat – lige tids nok til, at vi sammen med min kæreste, Maleren - og Banditten kunne pynte juletræet.

Det blev så smukt pyntet - iklædt guld og røde farver.

Aftens sene tid blev nydt sammen med en portion risengrød, hvad ellers?

Og efter risengrøden – stod den på hjemmebagte småkager.

Desværre er jeg ikke mesteren for disse småkager.

Men en person der står mig nær – vidste at mine kræfter ikke rakte i år –  og sådan ud af den blå luft, ankom hun med årets julebagning.

En helt utrolig kærligheds erklæring, som jeg skal nyde gennem hele julen.

Og netop kærlighed er jo julens budskab.

Måske er det derfor, at julen altid har en stor plads i mit - og mine kæres liv.

Gaveræs, materialisme og juleræs eksisterer ikke i vores lille familie.

Derimod er der masser af kærlighed – også nok til at give bort af.

Ingen bør føle sig ensomme i julen.

Dermed ikke sagt, at du ikke kan sidde alene juleaften, det kan man sagtnes, hvis man har kærlighed i livet og mærker det. Man kan også sagtnes sidde til en kæmpe julekomsammen med mange mennesker og føle sig ensom -især hvis der ingen kærlighed er til stede.

Husk, det er ikke mængden af gaver, mad eller lignende der betyder noget i denne tid.

Derfor tror jeg bl.a. også på Julemanden.

Kald mig bare en pladder romantiker, det gør mig intet. Jeg ser Julemandens som kærlighedens budbringer, hvorfor skulle man ellers klæde en ældre man i et rødt habit sæt?

Han er jo den eneste “store” mand der tør vise sig frem i røde klæder. Og han gør det med et kæmpe smil og et stort hjerte.

Derfor tror jeg på Julemanden.

For mig er julen hjerternes fest. Tiden hvor vi skal mindes om hvorfor livet er dejligt og at kærligheden burde være så stor og mægtig, at alle lagde deres “våben” ned.

Når jeg kigger på stjerne øverst på juletræeet – så minder den mig om Nordlyset.

Om, at vi går lysere tider i møde.

At den kærlighed vi mærker juleaften, den skal vi dele ud af resten af året indtil næste jul.

Sådan må det være.

Jeg ser ikke den mørke tid – husk øjet ser jo kun hvad det vil.

Selv min kærligheds gynge i haven lyser i denne tid.

En rigtig glædelig jul til alle læserne af min blog – frem i lyset!

Ideerne var mange til hvor årets juletræ skulle købes.

Men tit afhænger tidspunktet af hvornår Banditten lige præcis kan klare det – og det kunne han tirsdag formiddag.

Turen gik til Tømmerup, hvor vi ville finde årets juletræ.

Vi dvs. undertegnet, Banditten og svigersønnen.

Og selvfølgelig skulle Banditten have en håndfuld “diamanter” med for at kunne gå ind i sådan et “kæmpe” havecenter.

Ved indgangen stod der nogle indkøbsvogne, med indbygget biler, hvor der kunne sidde et barn og styrer slagets gang.

Banditten mente, at huske, at for 100 år og en madpakke siden har siddet i en sådanne indkøbsvogn.

Hukommelse er noget man ikke kan tage fra en person med autisme.

Jeg og Svigersønnen fortæller Banditten at han er blevet for stor til at vi kan anvende den pågældende indkøbsvogn.

Men et er hvad vi fortæller – noget andet er hvad Banditten selv mener at tro.

Jeg lader billederne fortælle, hvad der skete:

Det er altid godt at man selv erkender og mærker efter om det de andre nu siger er sandt.

Men tilbage til årets juletræ.

Banditten fandt et smukt træ sammen med svigersønnen.

Og når nu man er blevet så stor, at man ikke kan sidde i en bil for børn – så må man heller hjælpe til med at bære juletræeet ud til bilen.

Julen nærmer sig – og jeg glæder mig i denne tid.

Glæder mig til vi skal samles juleaften og i juledagene.

Glæder mig til stilheden på en julenat.

Jeg tør næsten ikke skrive det, af frygt for sidste vinter, men hvor ville lidt sne dog klæde julen.

For at få det hvide element ind i julen har jeg strikket mig en poncho.

Garnet og opskriften købte jeg på Fanø-festivallen – og jeg har først fundet tid til at få den strikket nu.

Den er strikket i Lettlopi og opskriften er fra; der var engang.

Det var et stykke lige ud af landevejen strik, nemt og ukompliceret og lige til at pakke sig ind i – i  denne kolde tid.

Af et nøgle gult kauni (130 gram) – fik jeg strikket en julegave til den hjælper der har vagten med Mathias juleaften.

Hun er til gult – kan ikke få nok – så derfor har jeg givet den fuld skrue på pinde 3.

Af det ene nøgle fik jeg en halsvarmer, lange pulsvarmer og et par sokker, der var en snor tilbage på ca. 1 meter.

Så det havde jeg vist regnet meget godt ud.

Nu er der kun en lille uge til juleaften og dagene skal gå med at få de sidste forberedelser på plads.

Selv om der endnu er mange gøremål – så skal de gøres med glæde for kun herved kan resultatet nydes.

Jeg ønsker, at i alle må nå jeres jul uden stress og jag.

Jeg har vidst det i et stykke tid.

At der i min baghave er åbnet en ny garnpusher.

I går var dagen, hvor jeg fandt tid til at besøge Rasmilla.

Og hvilken dejlig garnhule hun har fået indrettet sig her på ønskeøen.

Her er alle de garntyper som man ikke kan få andre steder i storkøbenhavn og foruden sine egne lækre garntyper så har Rasmilla også valgt at fører Rauma finuld.

Og det er et garn, der kan gøre en afhængig, tro mig.

Jeg var indenom for at købe de sidste julegaver – og det var intet problem.

Problemet var nok mere at holde igen!

Jeg fik købt nogle dejlige farver og garner til en hyggekurv til en kvinde der i den grad trænger til noget varme og omsorg.

Jeg fik selvfølgelig også shoppede igennem til mig selv.

Og et par vanter til Banditten fandt også vej til mine poser.

Rasmilla er klart min fremtidige garnpusher, dejligt at nogen tør tage springet i disse tider – og det kan jeg kun støtte op om.

Og hvad er det man siger; husk at handle lokalt – så det gør jeg!

Årets fest for Vaniliepigen og Banditten er Juleaften.

Denne aften sætter de højere end alle andre festligheder.

Og i vores lille familie har vi jo ingen ønskelister eller andet. Vi går meget ind for hjemmekomponeret/opfundet gaver.

Selvfølgelig kommer der også lidt købegaver under træeet, men “de største” er de, som er hjemmelavede.

Banditten er jo som bekendt autist i svær grad.

Og for mange autister gælder det, at de ønsker sig det samme år efter år – det gælder også for Banditten.

Bandittens største idol er jo som bekendt Bamse og Kylling.

Alle dyrerene fra Bamse og kylling omgiver Bandittens sig med  – hver dag.

Vigtigst er Forlæns og Baglæns. Denne dukke sover Banditten med, har den med når han går på gaden, – i Ungdomsskolen, på ferie - ja over alt!

De sidste 4 – 5 år har Banditten i julegave fået en ny dukke, som jeg har brugt en weekend på at sy.

Sidste år orkede jeg ikke.

Jeg er ikke krea-stiv ved en symaskine – så det hele foregår ud fra fri fantasi.

Og det er altså ikke nemt, at sy en dukke, der skal have et hoved (og helst forskelligt ansigt) i hver sin ende.

Sidste år hoppede jeg over hvor gærdet er lavest og købte to dalmatiner hunde som jeg klippede over på midten og syede sammen.

Okay – godt var det ikke.

Banditten pakkede ud og vendt og dreje det sjove monster –  og så kiggede han på mig og sagde; okay!

Den mærkelige monster Forlæns og Baglæns har han dog brugt dagligt, men et hit, nej.

Jeg skylder ham i år.

I år kom der gang i strømpepinde, rundpinde, garn  – og hæklenål.

Jeg startede med hovedet og arbejde mig fremad – ud fra fri fantasi – til jeg havde to identiske stykker.

Undervejs udstoppede jeg dem med bamsevat.

Jeg lod midter delene mødes og strikkede dem sammen.

Dovne piger hader tråd.

De sorte pletter har jeg hæklet og det samme gælder øjnene.

Og i og med at jeg strikkede Forlæns og Baglæns i år kunne jeg få rygdelen til at starte i nakken, med det resultat at Forlængs og Baglæns for første gang kan stå oprejst uden problemer.

Jeg er sikker på, at det største smil jeg ser Juleaften er når Banditten pakker Forlæns og Baglæns ud.

Jeg er sikker på, at han med det samme ser, at jeg har gjort ansigterne forskellige – så han netop kan se forskellen mellem Forlæns og Baglæns.

Hold op et arbejde, men det er alt sliddet værd – for Juleaften er Bandittens fest, den største for ham.

Og med den nye dukke bliver det ikke større.

Og schyssssssssss… ikke et ord til ham om hvad jeg har bedrevet.

Jeg vil ikke bytte min alder for noget i verden.

Jeg elsker livet – især når det er god ved mig.

Jeg havde verdens bedste fødselsdag igår, helt perfekt og lige i min ånd.

Og begavet blev jeg dagen lang – så mange skønne ting fik jeg, at jeg nok lige skal bruge weekenden på at fordøje indtrykkende.

Garn og gavekort til garn, jamen det gør enhver kvinde lykkelig. Kauni i rigelig mængder, geoginer fra Kastaniestrik og alpakka fra Sylvia.

Jeg har slet ikke tid til at være på nettet.

Af mændene i mit liv (Banditten og Maleren) fik jeg smykker med hjerte vedhæng.

De havde åbentbart samme smag eller tanke !

Mille og grækeren kom til København før end beregnet og de vækkede mig med kys og blidhed. Og de gav mig sammen med Svigersønnen nogle dejlige ting til boligen.

Og gavekort til Matas røg også på gavebordet – nok til decembers krigsmaling.

Jeg er godt nok et heldigt menneske, at jeg får lov til, at være omgivet af så megen kærlighed.